En personlig billedvæg

En personlig billedvæg er perfekt til dig der enten ønsker at køre en helt anderledes stil eller blot til dig, som ønsker at have livets minder hængende på væggen. Det skaber en behagelig fylde i rummet, da man kan vælge at lade forskellige kontraster bryde med hinanden. Du får derfor her nogle forslag og ideer, så du kan blive inspireret til at lave din helt egen personlige væg. Så er det helt op til dig at lade dine kreative sider udfolde sig!

Den moderne antikke billedvæg

En ide til billedvæggen kunne være et miks af gamle, enkle malerier med markante, slidte trærammer mixet op med billeder af enkle illustrationer og grafiske print i sorte og hvide rammer.  Dette skaber en fornemmelse af ro og harmoni. Du kan være heldig at finde enkle, originale malerier eller værker på loppemarkeder til en ganske fornuftig pris. I forhold til rammerne, er det let at finde fine, gamle rammer i diverse genbrugsbutikker til billige penge. Tilmed kan man også være heldig at gøre kup hos arkitektskolerne, når de disse holder markeder, hvor kommende designere sælger nogle af deres værker – således får du skabt en meget personlig billedvæg.

Plakater på væggen

En billedvæg med brug af plakater er i øjeblikket trenden i de danske hjem. For hvorfor lade din væg være hvid og neutral, når du kan beklæde din væg med plakater i harmoniske farver, grafiske linjer eller i nostalgisk retro-stil? Dansk plakatkunst rummer for tiden sjove og kreative print, som giver din væg et udtryk af glæde og hygge. Disse findes i små så vidt som i store størrelser, og kan derfor sagtens rammes ind i de rammer, du ønsker. Store og små plakater i forskellige rammer skaber en dynamik i rummet, som man aldrig bliver træt af at beskue.

Mindevæggen

Mindevæggen er et rigtig godt bud på en personlig billedvæg, da du er garanteret, at du er eneste, som har lige netop din billedvæg, da den er fyldt med egne minder. Disse minder kan være alt lige fra din første ferie med bedsteforældrene, din første tur med bare fødder i havet, oplevelser med familien og din samlever til minder om din gymnasietid. Minderne og ideerne kan spænde vidt, og det er kun din fantasi og kreativitet som sætter grænser. Ønsker du at gøre det lidt ekstra personligt og hyggeligt, kan du sætte billederne i rammer i forskellige farver – gerne i pastelfarver også. Familie og venner vil med garanti elske din væg.

NB: Før du går i gang

Sørg for at lægge de billeder du gerne vil have op på din væg i det mønster, du gerne vil have på gulvet, da du dermed undgår unødige huller i væggen. Det gør også kombinationen af billeder mere overskuelig, så du får de rette billeder ved siden af hinanden.