Pink er og bliver romantikkens farve ifølge manges opfattelse. Enten elsker man pink, eller også hader man farven. Men er man glad for pink, vil man ofte gerne bruge farven som tema i indretningen af et værelse. Mange associerer farven med den lyserøde prinsessekjole, de gik med i barndommen eller det prinsesseagtige børneværelse, de havde inden de blev teenagere. Men farven kan anvendes på mange måder, og der er mange nuancer af pink. Derfor kan der skabes forskellige udtryk i indretningen.

Romantisk prinsesseagtig stil med lyserødt

Et prinsesseagtigt soveværelse er ikke nødvendigvis kun for små piger og teenagere. Mange voksne kvinder er også glade for stilen, og for mange er det en klassiker hele livet. Man kan sagtens indrette sit soveværelse i en romantisk prinsesseagtig stil uden at det kommer til at ligne ens barndomsværelse. Det kommer meget an på den øvrige indretning i soveværelset, dvs. møblerne og hvilket tilbehør man vælger. Det er helhedsindtrykket, der kommer til at tælle. Og man behøver jo ikke at anskaffe sig en samling af lyserøde bamser. Man kan i stedet anskaffe sig smukke luksuriøse puder og stilfuldt sengetøj. Så får man en voksen og opdateret version af prinsessestilen, som for mange er indbegrebet af romantik.

Stærk moderne pink

Hvis du synes, at lyserød er for udvandet og vil have en indretningsstil, der udstråler mere power, kan det være du vil synes om en stærkere pink farve. Det er en farve, der liver meget op i indretning. Den er frisk og udstråler glæde. Fordi det er en kraftigere nuance, kan selv få ting i farven skabe et stærkt visuelt indtryk. Derfor vil nogle føle, at det virker overvældende, hvis en stor del af soveværelset er i en kraftig pink. Men andre vil synes, at det virker friskt og romantisk på en mere moderne måde.