Boligsalg: billige måder at gøre dit hjem mere værd
Når du skal sælge din bolig, er der mange omstændigheder, der afgør, hvor mange penge du kan forvente at få ud af salget. Beliggenhed er den første store faktor: boligkøbere fra udkantsdanmark får ofte kaffen galt i halsen, når de ser priserne i storbyen. En 70 m2 lejlighed i Aarhus C kan nemt koste det samme som et mindre ”slot” med havudsigt på Sydals. Dernæst er din specifikke bolig (stand, stil, størrelse, energimærke osv.) også væsentlige faktorer. Det er ikke det hele, du kan gøre noget ved, men der findes heldigvis en håndfuld gode råd til, hvordan du nemt kan gøre din bolig mere værd, uden det koster dig en formue.
Små reparationer i hjemmet
Standen på din bolig er vigtig, da købere er lynhurtige til at gennemskue, hvor mange penge de skal lægge i renovering efterfølgende. Det er særligt her, der er gode råd at hente. Hvis dit hjem trænger til større istandsættelser, kan det ikke altid betale sig at renovere – det kommer an på, hvor stort et projekt det er, og om køberen vil få lige så meget ud af at få et prisafslag og selv stå for renoveringen efterfølgende.
I stedet kan du med sikkerhed vinde ved at fokusere på de lidt mindre skavanker i hjemmet. Udgiften til små istandsættelser kommer til at koste en brøkdel af større renoveringer – og boligens helhedsindtryk bliver forbedret markant. For mange småskavanker hist og her bliver iøjnefaldende, og hvis du sørger for at gå din bolig igennem for ting, du nemt og billigt kan reparere, er pengene givet rigtig godt ud. Vil du have hjælp af håndværkere til at gennemgå hjemmet for skavanker, kan du med fordel tage fat i colego.dk, som har et stort netværk af professionelle håndværkere over hele landet. Her finder du for eksempel malere, tømrere, murere, VVS’ere og gartnere, men også flere slags fagfolk, det kan være praktisk at alliere dig med.
Friske farver på væggene: Mal boligen indvendigt
Gå alle rum igennem. Er der vægge, der trænger til at blive frisket op? Hvis det er flere år siden, du sidst har malet, kan rummene sandsynligvis have brug for en kærlig hånd. Maling bliver også ofte slidt på steder, hvor reoler, skabe eller andre møbler har stået op ad. Det kan også være, at selve farven bør ændres. Farvemoden ændrer sig hele tiden, så måske har de helt hvide rum godt af at få et friskt pust i form af en farvet væg eller et mønstret tapet. Tænk gerne på, hvilken stemning rummet skal udtrykke. Uanset om du ændrer farvetemaet eller ej, vil frisk maling gøre underværker, især på steder hvor den gamle maling er slidt. Hvis ikke du er erfaren med at male vægge, kan det godt betale sig at få en professionel maler til at hjælpe dig, så du er sikker på, at malingen både bliver pæn og holdbar.
Belysning: Gør rummene større og mere åbne
Selvom det ikke er sikkert, at køberne vil have de eksisterende lamper, kan det være en god idé at tænke nøje over belysningen i de forskellige rum. God belysning er særligt vigtigt i efteråret og vinteren, hvor lyset udenfor er begrænset. Skarpe spots bør måske skiftes ud med et mere behageligt lys og oldemors gamle lampeskærm, der gør lyset i gæsteværelset orange, trænger måske også til en opgradering. Belysning er vigtigt, når køberen kommer forbi til åbent hus – ligesom god belysning hjælper gevaldigt på fotos til ejendomsmæglerens hjemmeside.
Opgrader badeværelset – uden det koster en formue
Badeværelset er som regel en dyr post i installationer og VVS. Men du kan sagtens udskifte de mobile møbler på en billig måde. Badeværelsesskabet, spejlet eller brusehovedet trænger måske til en opgradering. Det behøver ikke være dyrt at friske badeværelset op, så længe du lader de større renoveringer vente. Til gengæld er det en god investering, da badeværelset er et af de vigtigste rum, når potentielle købere skal beslutte, om dit hus er deres drømmehus.
Udskift dør- og skabshåndtag
På døre og skabe bliver håndtagene slidte med tiden. Det er ikke altid noget, du selv lægger mærke til, når du går rundt i det hver dag, men en potentiel køber vil lynhurtigt registrere, hvis samtlige håndtag er slidte og krakelerede. I køkkenet kan du endda skabe en helt anden stil ved at vælge nye håndtag. Skal køkkenskabene være mere elegante, kan du for eksempel skifte de gamle plastikknopper ud med nye messinghåndtag. Nye håndtag er blot nogle af de småting i hjemmet, der kan forny stilen på en nem og billig måde.
På med havehandskerne
Har du en have, er den også værd at give opmærksomhed. Både forhaven og baghaven vil være steder, køberen vil kigge nøje efter. Måske er det ikke haven, de køber boligen for, men ikke desto mindre kommer havens stand til at præge helhedsindtrykket. Græsset skal slås, hækken trimmes, og blomsterbedene plejes. Fliser i indkørslen og på terrassen bør fejes og ukrudt mellem fliserne skal fjernes, så området ser rent og velplejet ud.