5 tips til din køkkenindretning
Køkkenet er et af de vigtigste rum i et hjem. Det er her, vi står og sludrer under madlavningen, og det er generelt et af de rum, vi opholder os allermest i. Derfor skal det være et rart og praktisk sted at være.
Du får her 5 tips til, hvordan du kan indrette dit køkken, så det både skaber en funktionel og hyggelig stemning, også hvis du har lejet erhvervslokaler med tilhørende køkken.
Forny fronterne
En klat maling kan gøre underværker for ethvert køkken, der trænger til en kærlig hånd. Hvis dit køkken er slidt, behøver du derfor ikke nødvendigvis investere i et helt nyt. Med en omgang maling af lågerne på dit køkken, vil det se ud som nyt.
Vælg gerne en anden farve end hvid. Det hvide er absolut smukt, men det kan også blive lidt klinisk. Gå eksempelvis efter en støvet blå/grå nuance. På den måde giver du dit køkken masser af personlig kant. Husk dog at male med en høj glans, så lågerne er lette at rengøre.
Mal også en af køkkenelementernes sidevægge eller en endevæg med tavlelak. Det giver ikke bare en hyggelig stemning, at du og andre kan skrive en lille personlig hilsen på væggen, inden i forlader hjemmet om morgenen. Det er også en virkelig praktisk måde at huske, når der mangler køkkenrulle, fryseposer eller andet i husholdningen.
Brug åbne hylder
Hæng åbne hylder op på en væg – på den måde får du mere opbevaringsplads. Det kan især være et godt trick i små køkkener. Med de åbne hylder får du et let udtryk, og mens rod og andet kan gemmes i skufferne, kan hylderne bruges til at udstille dine smukke skåle, kander og andet fint.
Hylderne ser altså ikke bare fine ud i indretningen, men de giver dig også et bedre overblik over, hvad du har. Hvis alt er rodet sammen inde i et skab, kan det være svært at finde tingene. Du kan også hurtigt skifte looket på hylderne ud ved at sætte nye køkkengenstande op. Og på den måde kan de være med til at ændre udtrykket i køkkenet, når du har lyst.
Skaf god belysning
I køkkenet er god belysning vigtigt, så du ikke skærer dig i fingeren, når du laver mad. Du skal kunne se, hvad du har med at gøre. Hæng pendler over køkkenvasken – enten to eller flere. Det ser fint ud at mikse flere forskellige sammen i forskellige højder, så du får dit helt eget personlige lampeudtryk.
Hvis du har en bar væg langs dit køkkenbord, kan du gå efter væglamper på det bare vægstykke. Ikke nok med at de væghængte lamper er enormt dekorative, de er også meget funktionelle. Det er de, fordi de giver et godt isoleret arbejdslys over bordpladen. Her giver det også et flot udtryk, hvis du har plads til at hænge to eller flere ved siden af hinanden.
Pynt med grønt
Grønne planter er efterhånden blevet et must i enhver indretning, og det gælder altså også i køkkenet. For de grønne planter skaber bare varme og liv, uanset hvor du sætter dem. Det ser fint ud at have krydderurter til at stå fremme på bordet – og så er det jo praktisk, at de er lige ved hånden, når du skal bruge dem i madlavningen.
Hvis du ikke har meget bordplads og har en lille væg fri i rummet, kan du hænge et gitter op på væggen. På gitteret kan du hænge små kurve med dine krydderurter – på den måde bliver det næsten en grøn dekoration på væggen. Hvis du ikke har vægplads, kan det være en idé af hænge urterne op i små krukker i loftet. Det gør dem til en del af køkkenets indretning
Indret en lille spiseplads
Det er hyggeligt at have en lille spiseplads i køkkenet, hvor gæster eller andre i familien kan sætte sig, mens du står for madlavningen. På den måde bliver samværet prioriteret. Har du et lille frit hjørne, ser det dejligt ud med en bænk op ad væggen med en masse puder på. Det indbyder til hygge og gode snakke.
Er dit køkken meget småt, så gå efter et bord, der kan klappes op. Når du så ikke bruger spisepladsen, tager det ikke unødvendig plads i det ellers trange køkken. Men du kan hurtigt fremtrylle pladsen, når havregrynene skal indenbords fra morgenstunden.