Er der noget bedre end at nyde solens lune stråler, mens du nyder en kop kaffe eller læskende drik på din altan? Med en altan har du mulighed for at forlænge sæsonen med flere måneder, og får du indrettet den godt og hyggeligt, vil det hurtigt blive dit nye yndlingssted i din bolig.

Selvom det måske stadig virker som lidt for frisk vejr, er det ved at være oppe over, at du kan begynde at nyde solen i læ på din altan. Vi har derfor samlet et par gode idéer til, hvordan du kan gøre din altan forårsklar med siddepladser, lyskæder og hele molevitten.

Rengøring og oprydning

Kalenderen siger marts, og en forårsklargøring af altanen er derfor på sin plads! Hvis du er typen, der bruger din altan som opbevaring i de måneder, hvor det er for koldt at bruge den, er det derfor ved at være tid til en lille forårsrengøring, hvor du får styr på alt fra ølkasser til pottemuld.

Start med at smide alt det ud, som ikke er til noget længere. Det er alt fra gamle møbler til visne planter. På den måde får du nemmere plads til noget nyt, så din altan igen kan blive et dejligt sted at opholde sig.

Når du har fået ryddet din altan, er det tid til rengøring. Mange døjer med alger og lignende, så det er med at smide fløjlshandskerne og så ellers bare gå i gang. Brug eventuelt noget algerens til formålet, hvis det er nødvendigt. Det hjælper i langt de fleste tilfælde, og du får hurtigt din altan til at se så god som ny ud.

Lad dig inspirere

Hvis du er lidt i tvivl om, hvad du gerne vil have på din altan, hvilket look du vil gå efter, eller hvilke farvetemaer du bedst kan lide, bør dit næste step være at finde inspiration. Det kan hjælpe dig med at vælge alt fra møbler og udtryk helt ned til de små ting som potter og planter.

Surf lidt rundt på internettet, og find billeder af altaner, du godt kan lide. Et rigtig godt sted at finde inspiration er Pinterest, men hvis du er mere til fysiske magasiner, findes der også mange havemagasiner, hvor du kan finde inspiration. Derudover er der tonsvis af inspiration på Google, diverse blogs, instagram og andre sociale medier.

Køb eller DIY?

Det næste du skal gøre er at planlægge, hvordan du vil gribe det hele an. Skal du selv til at lave møbler? Eller skal du ud for at købe møbler og nips? Eftersom altaner ofte har nogle lidt akavede mål, kan der være mange fordele ved at kaste sig ud i et gør-det-selv-projekt. På den måde får du nemmere det møbel, som passer perfekt til dit behov såvel som til din altan.

Hvis du ikke er gør-det-selv-typen, findes der dog også mange skønne møbler, som kan købes færdige.

Få fat i det, du skal bruge

Som en del af planlægningen er det nu også tid til at få fat i alt det, du skal bruge. Lav eventuelt en liste, hvor du løbende kan skrive de ting på, som du mangler eller gerne vil have. På den måde glemmer du ikke noget, når du er ude at handle, og du får nemmere ved også at huske de små ting, der gør, at det hele hænger sammen.

I løbet af foråret kan du ligeledes gøre nogle gode fund på diverse loppemarkeder, hvilket kan være en god økonomisk og samtidig unik løsning. Her gør det bestemt heller ikke noget, at tænke lidt ud af boksen. Derudover er der altid IKEA, hvor du nemt kan få de mere almindelige ting. I løbet af foråret er der også mulighed for at besøge lagersalg og dér gøre et lækkert køb.

Tid til indretning

Nu er du kommet til den sjove del – nemlig at indrette din altan. Når altanen er fin og ren, og du har det, du skal bruge, er det sidste, du mangler at få sat det hele op. Brug lidt tid på at prøve dig lidt frem, og tænk også gerne på, hvor solen er i løbet af dagen. På den måde får du det bedste resultat, som passer dig bedst.

Sæt prikken over i’et med en fin lyskæde, som kan være enormt dekorativ og samtidig praktisk, når skumringen sætter ind.