Der er noget fantastisk hyggeligt over at lave sine egne ting. Det skaber personlighed i indretningen, og så får det dagen til at gå lidt hurtigere på en trist og grå dag, hvor haven ikke kan passes. Jeg har derfor fundet det perfekte projekt at gå i gang med, da man aldrig kan få nok spejle!

Spejl med ramme

DET SKAL DU BRUGE:

Et spejl, en mdf-plade, træliste til rammen, bladmetal, lim, en skumpensel.

1. Få en mdf-plade skåret til, så den passer til spejlet, og giv den 2 mm ekstra på alle kanter. Mål ud, og skær listerne skrå til samme. Det er en fordel at have en skærekasse, hvor det er nemt at save skråt.

2. Tjek, at listerne passer ved at samle rammen.

3. Da det kan være svært at lægge bladmetallet, så træet bliver helt dækket, kan det være en fordel at spraye med en spray først.

4. Når det er tørt, tager du en skumpensel og pensler tynd lim på listen. Læg derefter bladet, så det nærmet falder ned i et stykke på listen. Tryk forsigtigt bladet ind til listen med en tør skumpensel. Lad det tørre, før du børster overskydende væk.

5. Saml rammen, og lim listerne sammen i hjørnerne. Læg spejlet på hovedet, og fordel lim ud på spejlet, før du sætter mdf-pladen ovenpå.

6. Lad det hele tørre, og lim derefter rammen fast. Sæt til sidst noget tungt på den omvendte mdf-plade, så det holder godt fast

Voila, og du har et helt nyt og personligt spejl. Lettere kunne det ikke være!